Artikel fra Lastbil Magasinet, januar 2017
Selvkørende vognmand Brian Uhlmann har altid kørt eksport. I takt med at priserne er budt ned, kræver det hård køredisciplin og en bil, man altid kan stole på.
Tekst og Foto: Glenn T. Sørensen
For mange chauffører var det drømmen om eventyr i udlandet, der fik dem til at køre lastbil. At se årstiderne skifte under fjerne himmelstrøg og opleve kammeratskabet med andre chauffører, mens landskabet skifter på vej igennem Europa.
For sønderjyden Brian ”BomBom” Uhlmann har dét på den anden side af grænsen også altid været den drivende kraft.
»Jeg har aldrig lavet andet. Jeg har altid kørt eksport, og jeg gider ikke andet. Det med at ligge og suse rundt herhjemme året rundt, det gider jeg ikke.«
Den 39-årige vognmand fra Dybbøl blev udlært lastbilchauffør i 1997. De første mange år kørte han eksport for forskellige vognmænd, indtil han i 2010 tog springet og stiftede Brian Uhlmann Transport ApS.
»Det sidste mange år som chauffør fik jeg bare en bil af vognmanden, og så fandt jeg selv alt mit kørsel. Så var der en kammerat, der sagde, at jeg lige så godt kunne få mit eget navn på døren.«
Vil blive ved rattet
Skridtet til at starte sin egen virksomhed krævede både mod og startkapital.
»Det var en satsning. Det var lige midt i finanskrisen, så det var op ad bakke hele vejen. Jeg tror, det er en af grundene til, at der ikke er mange, der starter som vognmand i dag. Det er kropumuligt at få hjælp fra banken, og man skal stille garantier for alt.«
Det var ikke ambitioner om at stå i spidsen for en stor vognmandsforretning, der drev Brian Uhlmann til at blive selvstændig. Når alt kommer til alt, er det én ting, der mere end noget andet har tiltrukket ham ved branchen.
»Jeg vil bare gerne køre bil, for det er jeg glad for. Jeg har altid sagt, at jeg bare skulle være mig selv. Derfor søgte jeg også kun én tilladelse. Det er så endt med, at jeg alligevel har fået en bil mere, men jeg får ikke flere, fordi så har jeg ikke tid til at passe kontoret, når jeg selv skal køre hver dag. Det med at sidde derhjemme, det kan jeg ikke holde ud.«
Tiden er afgørende
Selvom Brian Uhlmann endnu ikke har rundet de 40 år, har han kørt lastbil længe nok til at se, hvordan branchen har ændret sig. Det gælder ikke mindst inden for eksport, hvor langt det meste kørsel i dag foregår med østeuropæiske lastbiler.
»Jeg kan huske, da jeg startede. Lige meget hvor jeg kom hen, mødte jeg altid nogle danskere, og vi grillede sammen og drak rødvin og bajere. Det var hyggeligt. I dag kan man køre til Spanien uden at møde en eneste dansker. Så slemt er det. Det hele er budt så langt ned af alle de Østbiler.«
På trods af den heftige konkurrence på de internationale ture har Brian Uhlmann Transport fundet sig en type kørsel, som en dansk vognmand stadig kan leve af. Men det stiller store krav til manden bag rattet.
»Vi kører alt det, der er klokkeslæt på. Hovedsageligt fisk og blomster til Holland, hvor vi læsser op til 10-12 forskellige steder. Derefter vasker vi traileren i Rotterdam og få frugt og grønt med retur. Når vi kører sydpå, er det 4,5 timer benhårdt. Hvis man stopper for at tisse, så kommer man for sent.«
Få fingeren ud
Ifølge den sønderjyske vognmand kræver det selvstændige og stabile chauffører at begå sig inden for eksport.
»Dem, jeg kører fisk for, spørger af og til: ’Hvordan kan du være så hurtig? Du er hurtigere end vores tomandsbiler.’ Det er, fordi de andre lige skal bytte chauffør, tisse, have en pølse eller måske snakke med en kollega, de møder. For os handler det bare om at få fingeren ud, men det er der mange, der ikke kan.«
En god chauffør gør det dog ikke alene. Ifølge Brian Uhlmann er det mindst lige så vigtigt med en pålidelig lastbil, og det er den primære årsag til, at der holder en splinterny Volvo i hans indkørsel.
»Den gamle bil var ved at nå den alder, hvor tingene kunne begynde at gå i stykker, så jeg turde ikke vente længere. Hvis jeg kører i stykker på sådan en tur med 8-10 kunder, der ikke får deres fisk til tiden, så kommer det til at koste mig mange penge.«
Volvo for voksne
Den nye Volvo FH 500 pusher trækker er kun otte dage gammel, og det var ikke tilfældigt, at det blev genvalg til Volvo.
»Min gamle bil blev skiftet ud efter 900.000 km., og den har aldrig haft et nedbrud på fem og et halvt år. De første 15 år kørte jeg faktisk Scania, men så blev jeg voksen,« griner Brian Uhlmann.
»Ej, jeg har intet imod Scania. De er begge fremragende biler. Jeg føler mig bare bedre tilpas i en Volvo, og jeg synes, den har det bedste gear.«
Indvendigt i det rummelige XL Globetrotter førerhus dufter der af ny bil, og man ser tydeligt vognmandens personlige præg på designet. De blå og hvide firmafarver går igen i paneler og plysning, og over køjen krydser dannebrog med det hollandske flag i lyset fra flerfarvede diodelamper.
»Det tog lidt fart,« siger Brian Uhlmann, mens han demonstrerer belysningen i førerhuset.
»Nogle forstår ikke, at man vil ofre så mange penge på det indvendige, men jeg bor altså i bilen 5-6 dage om ugen og skal både arbejde, spise og sove i førerhuset. Jeg kunne da godt have sparet lidt på alt det indvendige, på fjernprojektører og kofangere, men jeg kan godt lide, at det ser godt ud. Hvad andre synes, det rager mig en høstblomt.«
Vognmanden har ofte hørt argumentet om, at en billigere bil giver råd til en højere løn, men det bider ikke på ham.
»Det er muligt, man kan spare 150.000-200.000 kr. på at købe en Iveco, men om fem år får man også det mindre for den. Så længe jeg kan få en chaufførløn, er det fint til mig. I øvrigt tvivler jeg på, at der findes vognmænd, der giver deres chauffører en højere timeløn, fordi de kører Iveco.«
Lært at sige nej
Uden trailer kan man virkelig mærke overskuddet fra de 500 hestekræfter og gearkassens glidende fornemmelse på en tur rundt omkring Sønderborg.
Brian Uhlmann fortæller om glæden ved at få en ny bil, men også om det pres, der følger med, når regningerne skal betales. Efter syv år som selvstændig og 20 år i branchen har han både erfaringen og det økonomiske fundament til at fravælge opgaver, han ikke kan tjene penge på.
»Som nystartet vognmand er det ikke let at sige nej. Man lægger hurtigt en halv million i garantier, og så skal der altså laves penge. Men man er nødt til at lære at være kritisk. Jeg er lige så afhængig af indtjening som alle andre, men jeg har råd til at blive holdende hjemme – i hvert fald i en periode. Hvis jeg kan se, at det koster mig 500 kr. at køre en tur, så gør jeg det ikke. Jeg har tit sagt nej. På et eller andet tidspunkt vil de betale.«
Vognmanden nævner perioden omkring jul som eksempel på, at prisen nok skal blive den rigtige, når behovet for transport bliver stort nok.
»Da er østeuropæerne hjemme på juleferie, og så kommer turene til Spanien, for det skal jo køres alligevel. Så må speditøren betale.«
Taget i røven
I det hele taget er Brian Uhlmann meget bevidst om, hvad han vil, og han står stejlt på sine principper for at beskytte sin virksomhed.
»Der er visse speditører, som jeg ikke vil køre for. Hvis I ser mig med en trailer fra dem, så kan I være sikre på, at jeg får så meget for den tur, at jeg kan holde fri 14 dage bagefter. For ellers gør jeg det ikke. Jeg kommer ikke til at flytte så meget som en bunke våde aviser for dem. Så går jeg hellere på røven.«
Ifølge den 39-årige vognmand bliver især unge folk i branchen presset hårdt af store speditører, og de får sjældent selv del i det overskud, de laver.
»Mange speditører er hårde ved de unge, og nogle har ikke psyken til at sige fra. Jeg har selv kørt for en speditør, hvor jeg bare bukkede. Det tog mange år, før jeg lærte at sige fra. Mange bliver presset til at køre for længe og falde i søvn eller gøre noget ulovligt. De store speditionsfirmaer presser prisen mere og mere. De siger til vognmændene, at de ikke har råd til at betale mere, og kort efter præsenterer de selv rekordoverskud. Det er desværre de store firmaer, som laver millionerne, og vognmændene, der bliver taget i røven.«
